Forside ¦ Anders ¦ Klara ¦ Rasmus ¦ Helle ¦ Nikki ¦ Familiebilleder ¦ Historien 

Verdensungdomsdagene i Köln »

I August måned rykkede den universelle kirke teltpælene op og kom til Köln for sammen med Pave Benedikt at fejre Verdensungdomsdagen 2005.

Læs meget mere om arrangementet herunder:

Informationer på duk.dk om turen

Den officielle tyske hjemmeside og nu den nye officielle side om Sydney 2008

Her kan du læse mit beskrivelse af rejsen, som også står skrevet i Skt. Mariæs sogneblad:

Hele Verden Til Nabo

"Og så bliver jeg jo hele tiden ældre og glemmer mange ting.. I pausen blev jeg gjort opmærksom på at vi også har folk fra Sydafrika iblandt os – så velkommen til Jer!"

Kirkesalen genlyder af klapsalver og biskoppen fra Birmingham i England smiler igen – det har han for vane. I det hele taget oser den sprængfyldte modernistiske sognekirke i Køln af stemning. En engelsksproget katekese er i gang. Unge fra Canada og Australien dominerer billedet. Hen ved 1000 unge har spredt sig på bænkene og resten må stå i en kødrand bagerst i den runde betonkirke.

Forud for katekesen er der gået en time med flere sociale aktiviteter til at bryde isen blandt deltagerne. Alle synger stående med på lovsange ledsaget af taktfaste klap og fagter. Sjældent blev stolene belastet. Ville man i det hele taget forsikre sig selv om Kirkens universalitet, skulle man blot henvende sig til sidemanden og spørge.

I August måned rykkede den universelle kirke teltpælene op og kom til Køln for sammen med Pave Benedikt XVI at fejre Verdensungdomsdagen 2005. De år, der ikke afholdes de store internationale VUD, afholdes de palmesøndag i de forskellige lokale bispedømmer, men hvert 3. år får det et internationalt tilsnit i form af messer, sammenkomster, koncerter, festivals, andagter mm.

I alt 107 danskere – også med ganske forskellig etnisk oprindelse – tog turen til byen, der for 5 dage var Kirkens centrum. En lille sluttet skare havde revet en ekstra uge ud af kalenderen og taget pilgrimsruten på cykel. En distance på 800 km. (Et gruppebillede kan ses i Katolsk Orientering nr. 13.) Overnatningen undervejs foregik i tyske sognegårde, der nærmest overgik hinanden i gæstfrihed og venlighed. Flere steder havde man gjort sig klar med aftensmad, messe og socialt samvær.

Arrangørerne havde månederne forinden kalkuleret med ca. 800.000 deltagere. Dette blev gradvist sat ned kort efter pavens død, - rygterne ville vide, at mange polakker havde droppet turen,- men til afslutningsmessen på Marienfeld udenfor Køln, viste det sig hurtigt, at alle spekulationer var blevet gjort til skamme. Man fik uvægerligt det indtryk, at de tyske arrangører på alle niveauer var lykkelige for, at der ikke var dukket flere op. Selv det største organisatoriske kaos blev dog taget med nogenlunde fred og fordragelighed, men med stor ventetid.

Gruppen fra Danmark var på flere måder velsignet. I modsætning til nordmændene og svenskerne boede vi i Køln i ovennævnte sognekirke, St. Theodor und St. Elisabeth, ganske nær centrum. Her blev der arrangeret de engelske katekeser, morgenbøn mm. Vore nordiske brødre var bosat i Bonn, hvilket desværre umuliggjorde, at den fælles nordiske pilgrimsmesse Lørdag morgen kunne finde sted.

Velsignelsen rakte også til nogle af de mest fordelagtige pladser foran højalteret på Marienfeld. Den danske gruppes ankomst om eftermiddagen umuliggjorde dog, at vi kunne få vore rette pladser, der for længst var blevet indtaget. Man måtte tage til takke med pladser langt væk fra begivenhedernes centrum, men med udsigt til storskærme og uden risiko for at blive trampet ned. Vorherre havde sørget for tørvejr på denne åbne mark, hvilket måtte betragtes som en acceptabel kompensation for de tordenskyller, cykelgruppen var blevet udsat for på turen ned gennem det tyske rige. I parentes bemærket holdt regnen sig så også fortrinsvis til det nordlige Tyskland….

Hvorfor egentlig Køln? Valget er ikke tilfældigt. I den kirkelige tradition menes de jordiske rester af de hellige tre konger, Caspar, Melchoir og Balthasar, at ligge i det fantastisk flotte gyldne skrin i Kølner Dom. De drog ud for at lede efter jødernes nyfødte konge med ordene: ’Vi er kommet for at tilbede Ham’. Dette var ungdomsdagens velvalgte tema.

Heri lå pointen: Flag fra alle kontinenter, smældende i vinden ved Kølner Dom, vidnede om den reelle årsag til rejsen: en rejse i hælene på livets Herre selv: Jesus Kristus. Bispedømmets ungdomspræst, Gregers Mærsk-Kristensen, pointerede gang på gang, at der var tale om en pilgrimstur og ikke kun religiøs turisme. Vi havde begivet os af sted som pilgrimme med de anstrengelser, der hører med. Det er underligt, som ens prioriteter skifter undervejs. Noget så basalt som en blød seng ses som et uopnåeligt mål i en fjern horisont. Når man drager af sted med et bestemt mål for øje, betinger det også, at man forlader en hidtidig position. Vi er på flere planer ikke de samme personer, der kommer hjem igen. Ligesom vismændene vendte hjem "ad en anden vej", er også vores liv ikke helt det samme som før. En forandring har fundet sted. Dette understreges af pavens bøn om at de unge må have et ønske om at møde Kristus og lade sig lede af Ham i deres eget liv.

For mig, der er en debutant, har det været en særdeles givende oplevelse at være med i Køln for at fejre Verdensungdomsdagen. At mærke en sprudlende begejstring over at høre til i et kirkeligt fællesskab og for en stund glemme, hvor lille og begrænset kirken i det sekulariserede Danmark er. Vores kirke er på mange måder et afkog, men netop formålet ved Køln 2005 er at unge kan vende hjem med fornyet inspiration og engagement til deres lokale kirke og med selvsyn konstatere, at verdenskirken er ung. Fuld af energi, kraft, liv og vitalitet.

Med rette kan man som ung katolik i Danmark føle sig ene. Men vi er ikke alene med vores tro. Du oplever mennesker med anderledes kultur og sprog, men den helt samme tro. Unge, der stiller mange af de samme spørgsmål, man selv kunne gå rundt og tumle med.

Det ligger mig også stærkt på sinde at takke menigheden for den økonomiske håndsrækning, der blev givet deltagerne hér fra Skt. Mariæ. På grund af denne støtte har det været muligt at få så mange som muligt med.

Næste gang, den store katolske ungdom sætter hinanden stævne, er i Sydney i 2008. Prismærket vil være af en ganske anden størrelse, men hvis vores sognekirke i Køln kunne drukne i glade Australiere,- så kan vi da også godt skrabe en delegation sammen, som til den tid vil udgøre de unge iblandt os. Det er mit inderlige håb, at de, der til dén tid med rette kan betegnes som de unge, vil drage af sted og i bogstaveligste forstand ’vise flaget’ og bære vidnesbyrd.

Med de vise mænds ord: ’Venimus adorare eum’ (Vi er kommet for at tilbede Ham).

Med venlig hilsen

Rasmus Kaare Frederiksen

 

 

 

Nyheder / aktuel debat  »

F. eks. indlæg om samfund & kirke

Alt om katolicisme » 

Som navnet antyder..

Galskab & sort humor »

Tegneserier, pingvinspil, en blå foldhest ved navn Dolph mm.

Fan-mails »

En fanatisk tilhænger har erklæret sin kærlighed.

Verdensungdomsdage i Köln, August 2005 » 

Dagbog, beretning og billeder fra en verdensbegivenhed.

Historiestudie »

Se interessante links fra den akademiske verden (i Odense).

Arkiv »

'Gyldne klip', som har mistet deres aktualitet, men kvaliteten er bevaret.

Links »

www.kaarefrederiksen.dk © 2005 • e-mail webmaster All rights reserved